Klæder skaber folk

Igår gik jeg forbi en mand med et vansiret ansigt. Jeg fik kun et kort glimt af ham, for jeg ville ikke glo (selvom jeg havde lyst til det). Stakkels fyr! Det må ikke være nemt at gå igennem livet med sådan et ansigt... Jeg vil gætte på at han var først i 50-erne, baseret på hans tøj og hår, for det var helt umuligt at se på hans ansigt. Hvis man så bort fra ansigtet så han egentlig ganske pæn ud. Håret var redt tilbage i en okay frisure, og tøjet var pænt og rent. Først tænkte jeg, at det da ikke kunne betale sig at sætte håret, når ansigtet så sådan ud. Men så forestillede jeg mig hvordan han ville se ud med uglet hår og sjusket tøj. Så ville han jo ligne noget fra en gyserfilm. Sådan her udtrykte han alligevel noget: "Jeg er et nobelt menneske, selvom mit ansigt er ødelagt." Sådan "læste" jeg det ihvertfald, og det gav mig en utrolig stor respekt for ham. Alene det at vove sig ned i byen.. Hvis jeg så sådan ud ville jeg nok aldrig bevæge mig udenfor døren - men det gjorde han! Hatten af for det! Jeg kunne godt tænke mig at tale med ham, og høre hans historie. Hvordan er han kommet til at se sådan ud? Hvordan har han det med det? Har han familie? Har han arbejde? Osv. osv.
At se ham, gav mig en reminder om, at man skal sætte pris på det man har..

Overordnet set...

Jeg får ikke skrevet så meget for tiden. Der er nok at se til med sådan et par små drenge. Jeg synes ellers jeg har mange forskellige tanker, så der er da nok at skrive om. Overordnet set er det meget positivt. Jeg synes tiden går hurtigt, jeg savner min nattesøvn, jeg elsker min familie, jeg overvejer min fremtid, jeg trænger til at forkæle mig selv, jeg glædes og bekymres - som enhver anden mor.