Symbiose

Min højre skulder dufter af babygylp. En, i sig selv, grim, sur lugt. Men den minder mig om min baby, og jeg savner ham lidt, hver gang jeg drejer hovedet lidt mod højre.
Den mor/barn-symbiotiske tilstand er en underlig én, og den kan ikke altid forklares med logik. Her er et par eksempler, som ikke nødvendigvis skal kunne forklares.
Hvis jeg rører ved mit øre, kan jeg godt blive i tvivl om, om det er mit eller Sebastians. Jeg havde det på samme måde med Frederik, men det var når jeg rørte ved min pande. Så kunne jeg ikke mærke om det var hans eller min. Hvis jeg rører ved mit bryst tænker jeg automatisk på Sebastian. Hvis Sebastian sover længe kommer jeg pludselig til at savne ham helt vildt, og så er jeg nødt til at kigge til ham, og måske kommer jeg til at vække ham. Mælketilstrømningen tilpasses hele tiden hans døgnrytme, og hvis der sker drastiske ændringer bliver det reguleret i løbet af få dage. Eksempelvis sover han 10-11 timer om natten og 2-4 timer om dagen. Til gengæld spiser han ca. 6 gange i løbet af sine vågne timer. Det vil sige, at han nogle gange spiser med 1 times mellemrum, og dette er nøjagtigt tilpasset hos mig. Se dét er ihvertfald smart!