Drømmen

Så sent som i nat har jeg haft en tilbagevenden drøm - et mareridt, om man vil. Jeg synes det er utroligt, at jeg gennem så mange mange år kan blive ved med at drømme om det. Det har virkelig sat sig sine spor i min underbevidsthed, og her, som voksen - som mor - vækker det da en række spørgsmål.

Gennem stort set hele min barndom og ungdom var jeg en del af et byorkester - Varde Garden. Jeg var vist 8 år da jeg startede som aspirant, 10 år da jeg kom i uniform og 19 år da jeg stoppede. Dette bestod i 2 ugentlige øveaftner, op til flere arrangementer næsten hver weekend og flere udlandsrejser om året. Vi deltog i konkurrencer i Danmark og i udlandet, og dette krævede ofte ekstra træning. Indimellem krævede vores rejser nogle fridage fra skolen, og op mod jul var vi rundt at spille julekoncerter på alle kommunens plejehjem. Så man kan roligt sige, at det er noget der har fyldt enormt meget af min tilværelse. Det, at vi brugte så megen tid og energi på garden gav et helt utroligt sammenhold, os gardere imellem. Vi var ude og spille i al slags vind og vejr, og vi var gennemblødte sammen, forfrosne sammen og overophedede sammen. På et tidpunkt var 3 af vores kammerater i en alvorlig bilulykke, hvor én desværre mistede livet! Hun blev begravet i sin uniform, og vi spillede mens hun blev lagt i jorden..

Pludselig en dag, som 19-årig, gad jeg bare ikke mere. Det krævede ikke en masse overvejelser, det var nærmest bare fra den ene dag til den anden, at jeg besluttede mig for at stoppe. Så det gjorde jeg! Jeg husker ikke at jeg følte andet en lettelse ved at stoppe. Tænk engang... Efter alle de mange mange timers arbejde og samvær...

Jeg stoppede i 1999, og lige siden har jeg altså haft en tilbagevendende drøm. Den har haft mange forskellige udformninger, men alle med samme tema: Jeg skal ud at spille med garden, og jeg har ikke styr på mine ting. Enten kommer jeg for sent, eller også har jeg glemt halvdelen af mine ting. Hold op hvor har jeg drømt det mange gange!! Førhen drømte jeg det meget ofte, men som tiden er gået er der længere og længere imellem.

Nu hvor jeg er voksen, og mor, er jeg begyndt at stille spørgsmålstegn ved den form for fritidsinteresse. Dette grunder meget i mine drømme. For når jeg 11 år efter stadig plages af drømme om det, så må det da have sat sig nogle ret så betydelige spor i mig. Selvfølgelig har det også givet mig mange gode ting. Det har lært mig om diciplin, ansvar og sammenhold, og så er jeg meget taknemmelig for at have lært noder i så ung en alder. Det er som at kunne et fremmedsprog. Jeg kan synge en sang 'fra bladet', selvom jeg ikke kender melodien, alene ved at læse noderne, og det har også hjulpet mig til at forstå matematik, da nodesystemet delvist er matematisk opbygget. Mens jeg var i det, var jeg meget glad for det, ellers var jeg vel (forhåbentligt) ikke blevet ved så længe. Men nogle gange er børn for gode til bare at affinde sig med situationen, uden at stille spørgsmålstegn ved det de oplever. I tilbageblik synes jeg der blev stillet for store krav til os. Jeg synes faktisk, at det nogle gange kunne sidestilles med børnearbejde, og jeg synes jeg har måttet givet afkald på mange ting, for at kunne leve op til kravene.

Disse erfaringer gør, at jeg helt sikkert kommer til at agere deltagende og kritisk overfor mine børns fremtidige fritidsinteresser. Der må gerne stilles krav til mine børn, men det skal være med henblik på, at det skal være udviklende for dem. Jeg vil ikke acceptere, at mine børn udnyttes som 'arbejdskraft'. Jeg bliver garanteret sådan en skide irriterende mor, som børnene kommer til at krumme tæer over, men det må jeg jo så leve med ;-)