Barnedåb

Så er vi ved at være klar til Sebastians barnedåb imorgen. Han bliver døbt i den samme lejede kjole, som Frederik blev døbt i. Festen holdes på Hotel Kronprinds Frederik, her i Fredericia, hvor vi også holdt Frederiks barnedåb. Ja vi har stort set bare kopieret det hele fra sidst, så det har været nemt nok.

Nogen vil måske undre sig over at vi vælger at få vores børn døbt i kirken, når vi (især jeg) ikke er troende. Jeg er ikke bleg for at kalde mig ateist, selvom jeg stadig er medlem er Folkekirken. Det er der nu en ganske simpel årsag til. Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke tror på hverken Gud, eller nogen anden form for guddommelighed. Jeg tror heller ikke på andre overnaturlige fænomener, som f.eks. spøgelser og UFO'er, selvom jeg syntes det kunne være spændende, hvis de fandtes. Jeg tror fuldt og fast på Evolutionsteorien, og jeg er meget fascineret af den måde naturen har udviklet sig på, ud fra tilfældige hændelser og mutationer.

Når det så er sagt, så har jeg intet imod, at andre mennesker er troende. Faktisk kan jeg godt misunde troende mennesker lidt engang imellem. At tro på, at der er en mening med alting, at nogen passer på os, og at der er kommer noget godt efter døden. Jeg kan også sagtens forstå, hvorfor man har været nødt til at udvikle trosretninger. Både som forklaring på det (dengang) uforklarlige, og som hjælp til at klare de svære tider.

Jeg er selv døbt og konfirmeret i kirken, men jeg er blevet gift på rådhuset. Jeg kunne ikke på nogen måde få mig selv til at trække i en hvid kjole og sige 'ja' til min mand i 'Guds Hus'. For mig virkede det forkert, at skulle bære en hvid kjole, som symboliserer renhed, uskyldighed og jomfrulighed, når vi havde været sammen i 7 år og havde et barn sammen.

At jeg vælger barnedåben fremfor en navngivelse er først og fremmest, at mine børn skal have lov til at vælge selv, om de vil tro på Gud, og det er lettere at vælge det fra end at vælge det til. Hvis de gerne vil konfirmeres, er det lettere, hvis de allerede er døbt. Det kan være både irriterende og pinligt at blive døbt, som teenager. Derudover synes jeg det er en god tradition at samle familien og fejre det lille nye menneskes ankomst. Jeg kan faktisk godt lide kirker - og ikke mindst kirkegårde. De fleste kirker er jo nogle enorme bygninger, som er både gamle og smukke. Kirkerne er jo nogle af landets ældste bygninger. De har 'oplevet' krige, kærlighed, liv og død gennem hundredevis af år. Så man kan godt tale om at kirkerne har en 'sjæl' - altså i metaforisk forstand. Men man behøver ikke at anstrenge sig, for at fornemme, hvad der er foregået i kirken. Jeg elsker kirkegårde. Der er en ro, som man ikke finder andre steder, også selvom den ligger inde midt i en summende by. Jeg kan godt lide at gå stille rundt og kigge på gravstenene, læse navnene og forestille mig de mennesker, som stenene repræsenterer. Sådan et sted vil jeg helt sikkert have lagt min krop, efter min død. Så selvom jeg ikke tror på Gud og Biblen, så vil jeg gerne være en del af Kirken, som institution.