Børneopdragelse

Langt de fleste af os gør det faktisk ret godt!
Vi er allesammen forskellige, vores børn er forskellige, og derfor gør vi det også forskelligt. Ingen af os er perfekte, men vi gør allesammen alt hvad vi kan, for at få det hele til at gå op! Arbejdet skal passes, hjemmet skal passes, parforholdet skal passes, det sociale netværk skal passes og figuren skal passes. Børnene, derimod, skal ikke passes, men udfordres og stimuleres på passende niveau. Nu er jeg ikke matematiker, men det er ikke svært for mig at regne ud, at der ikke er nok timer i døgnet til at nå det hele - ihvertfald ikke godt nok! Men hvad gør man så??..........
Herhjemme gør vi det sådan, at vi accepterer, at vi ikke kan nå alt. Vi prioriterer vores tid, baseret på, hvor vi er vi vores liv lige nu. Konkret vil det sige, at lige nu vælger vi at prioritere tiden sammen med vores børn, fordi de er så små, fremfor eksempelvis en stor karriere og et stort socialt netværk. Samtidig forventer vi at tingene ændrer sig med tiden, når børnene er større og ikke er helt så afhængige af os. Vi accepterer også, at andre prioriterer anderledes end os.
Denne accept, eller erkendelse, tager tid at nå frem til. På en måde skal man redefinere sig selv, når man får børn. Pludselig skal man prioritere i de ting, som før var en selvfølgelighed. Nogle opdager først nu, at de ikke er perfekte, og at nogle situationer aldrig kan løses fuldt tilfredsstillende. Og især dette kan være svært at acceptere. Jeg hár accepteret det, og jeg er aldrig flov over at fortælle om de fejl jeg begår, før jeg gør virkeligt mit bedste! Jeg er heller ikke flov over at fortælle, at jeg nogen gange er doven. Nogen gange lader jeg f.eks. opvasken stå, fordi jeg ikke gider at ordne den. Sådan er livet, og sådan er jeg! Men jeg må vist også acceptere, at jeg aldrig bliver fri for en lille dårlig samvittighed, som altid prikker mig på skuldren. Alting kan jo altid gøres bedre... Selverkendelsen ligger vel i, at favne den lille dårlige samvittighed, at byde den velkommen i mit liv, for den er kommet for at blive. Den kom sammen med børnene, og den forlader mig aldrig.