Så må vi bare håbe....

Jeg har fået det som jeg vil have det!
En tid til kejsersnit på onsdag d. 29. juli. Dette forudsat at jeg ikke går i fødsel af mig selv inden da, men så vil det i det mindste være naturligt - og ikke manipuleret af ydre påvirkninger. Det kan jeg godt leve med.
Jeg ved snart ikke hvordan jeg skal forholde mig til de mange "så må vi bare håbe, du går igang af dig selv" og "vi må bare håbe du får lov til at føde normalt". Mange tak skal I have. Jeg er godt klar over at det er meget velment, men jeg HÅBER af hele mit hjerte, at jeg får lov til at få det kejsersnit, som jeg har skullet kæmpe sådan for at få. Ja ja, der er mange gode argumenter for at føde normalt, men min oplevelse med Frederiks fødsel har sat sig så dybt i mig, at jeg er SKRÆKSLAGEN for at skulle føde. Jeg ønsker det virkeligt ikke!! Idag har jeg været til info omkring mit kommende kejsersnit, og ja, der er ulemper ved det, men for mig er det altafgørende at jeg har kontrol over situationen! Sådan var jeg ikke før Frederiks fødsel, men jeg oplevede at miste kontrollen fuldstændigt og være overladt til en håndfuld personaler, som ikke kunne løfte opgaven. En meget traumatiserende oplevelse!
Igår var jeg til samtale hos en speciallæge, og hun sagde, at det jeg havde oplevet var det allerværste man kunne blive udsat for! Hvis man kan klare det, så kan man klare alt! Ja tak, det er selvfølgelig en lille trøst, men havde jeg noget valg?? Jeg kunne ikke klare det, men jeg kunne sgu da heller ikke komme ud af situationen..!! Jeg har stadigvæk svært ved at tale om fødslen, her 2½ år efter, ihvertfald når jeg taler med fagfolk eller Jørgen, som var med. Jeg får svedige håndflader, tårerne presser sig på og jeg skal koncentrere mig for at tale, uden at stemmen ryster..
Så jeg går og krydser fingre for at babyen bliver inde, og hver gang jeg får en plukve panikker jeg en lille smule. Jeg forsøger at forholde mig roligt, og undgår de gamle husråd om fødselsigangsættelse...