I Wish I Was A Punk Rocker

Oh I wish I was a punk rocker with flowers in my hair
In seventy-seven and sixty-nine revolution was in the air
I was born too late into a world that doesn't care
Oh I wish I was a punk rocker with flowers in my hair

When the head of state didn't play guitar
Not everybody drove a car
When music really mattered and when radio was king
When accountants didn't have control
And the media couldn't buy your soul
And computers were still scary and we didn't know everything

Oh I wish I was a punk rocker with flowers in my hair
In seventy-seven and sixty-nine revolution was in the air
I was born too late into a world that doesn't care
Oh I wish I was a punk rocker with flowers in my hair

When pop stars still remained a myth
And ignorance could still be bliss
And when god saved the queen she turned a whiter shade of pale
My mom and dad were in their teens
And anarchy was still a dream
And the only way to stay in touch was a letter in the mail

Oh I wish I was a punk rocker with flowers in my hair
In seventy-seven and sixty-nine revolution was in the air
I was born too late into a world that doesn't care
Oh I wish I was a punk rocker with flowers in my hair

When record shops were still on top
And vinyl was all that they stocked
And the super info highway was still drifting out in space
Kids were wearing hand me downs
And playing games meant kick arounds
And footballers still had long hair and dirt across their face

Oh I wish I was a punk rocker with flowers in my hair
In seventy-seven and sixty-nine revolution was in the air
I was born too late into a world that doesn't care
Oh I wish I was a punk rocker with flowers in my hair
I was born too late into a world that doesn't care
Oh I wish I was a punk rocker with flowers in my hair

By: Sandi Thom

Hør den her:
I Wish I Was A Punk Rocker

Foraget og rørt

Igår aftes sad jeg i sofaen og mæskede mig med trash tv. HADER ellers den slags programmer, men der var virkelig ikke andet at se, og jeg havde ikke lige energi til at finde på noget andet at lave.
Da De Unge Mødre endelig var slut kom så den engelske version af samme program.. great..
Nå, men de her teenage-piger var bare endnu yngre og endnu mere på røven end vi ser i den danske udgave, så her var virkelig noget at blive foraget over..
Her bagefter har jeg lidt svært ved at 'slippe' de her stakkels piger og deres stakkels børn. F.eks. Charlotte der fødte som 13-årig hjemme i sin egen seng, da hun ikke anede at hun var gravid, og som var så ligeglad med sin smukke lille datter Sophie... Eller den 16-årige der fik trillinger og var alene med dem, men som faktisk klarede det rimeligt godt. Eller det helt unge par, der først fik en dreng med downs syndrom og derefter en dreng med spastisk lammelse, og til sidst en sund og rask pige. Eller den 17-årige der fik tvillinger, og som var så dygtig og ansvarsbevidst. Eller det helt unge par der fik 5 børn på 5 år..
Ja, programmet ramte lige plet hos mig (hader at indrømme det), for jeg er både foraget og rørt, og jeg kan ikke sådan glemme disse skæbner..

Der er intet der er så skidt...

Min mormor på 75 har været noget så uheldig (og en lille smule overmodig), og har i den forbindelse brækket sit lårben. Hun er normalt en meget frisk og rørig dame, så bruddet er ikke aldersbetinget, blot resultatet af en dum hændelse, som i princippet kunne være sket for hvem som helst.
Hun har været indlagt i en uge, og fik endelig lov til at komme hjem i sidste weekend. Hun har fået indopereret en skinne i benet, og hun må ikke støtte på det i 6 uger! Vi var at besøge hende hjemme, den dag hun kom hjem. Hun virkede heldigvis frisk og ved godt mod, alt taget i betragtning.
Min morfar var derimod anderledes, end han plejer at være. Han plejer at virke meget gammel, nedslidt og sygdomspræget. Han taler normalt ikke om meget andet end sine sygdomsforløb, og han kan godt virke depressiv. Dette er meget forståeligt, da han faktisk døjer med en masse trælse ting, men for os andre kan det godt blive lidt trættende i længden. Men nu virkede han pludselig mere frisk og stærk, end jeg længe har set ham! Det var dejligt, og ret interessant, at opleve.

Jeg har en idé om, at mennesker i et parforhold, eller andet partnerskab eller team, har et indbyrdes forhold, som gør, at den ene tager over når den anden er sårbar. Altså kan de begge to ikke være svage på samme tid. Den ene må holde den anden oppe, så længe vedkommende har brug for det, og denne balance er evigt vekslende. Hvis ikke balancen veksler, så er forholdet ikke jævnbyrdigt. I min mormor og morfars tilfælde har min mormor længe været den stærke i forholdet, men med ét var min morfar nødt til at overtage den stærke rolle, og det tror jeg faktisk er rigtigt sundt for ham!

Min mormor skal nok blive frisk igen, men jeg er spændt på at se hvordan det kommer til at gå for min morfar i den kommende tid. Måske falder han bare tilbage i sin gamle, svage, sygdomsramte identitet, men måske (og forhåbentligt) finder han en ny stærk identitet. Min mormor skal jo have genoptrænet benet, og har derfor brug for støtte i mere end de 6 uger. Måske kan det ligefrem have en positiv effekt for min morfars heling af syn , hørelse, fødder og hvad han ellers døjer med. Psyken og fysikken hænger jo unægteligt sammen, og man heler bedre, hvis man er i psykisk balance. Sååå... Der er intet der er så skidt, at det ikke er godt for noget.. ;-)

Maven er i vejen.

Årh mand. Nu er jeg for alvor trådt ind i graviditetens sidste del.. Jeg føler mig oppustet og besværet meget af tiden. Jeg er hele tiden sulten, men jeg kan ikke spise ret meget ad gangen. Nu gider jeg altså ikke mere! Men men men... Der er hele 8 uger til at jeg har termin... Skønt..
Jeg har aldrig været den type, der synes at graviditeten er hyggelig og romantisk - "den søde ventetid". Jeg synes det er en nødvendig og irriterende ventetid. 9 måneder er virkelig lang tid! Det er jo næsten et helt år!!! Jeg er ikke engang voldsomt generet af graviditetsgener, men jeg har da nogle, især her anden gang. Jeg er bare utålmodig, og når jeg har besluttet mig for noget, så skal det være nu! Jeg glæder mig helt vildt til at få det lille pus ud, at se ham, holde ham, dufte ham og lære ham at kende. Jeg synes at 5 måneders graviditet er mere passende. Det vil jeg gerne slå et slag for! Vi oplever jo nedskæringer på alle andre områder, så hvorfor ikke også på graviditeten?
Nu vil jeg lægge mig på sofaen, for jeg er lidt træt efter at have cyklet Frederik i børnehaven..

Naboens vindspil

Herinde i midtbyen bor vi tæt. Husene med de små byhaver støder idyllisk op ad hinanden, mens de ældre boligblokke støder op ad havernes bagende. Alt sammen meget hyggeligt og idyllisk, hvis man er til den slags - og det er jeg tilfældigvis. Vi har vores eget lille fælles univers heromme, bagved facaderne, som vender ud mod vejen. Vi har f.eks. en flok gårdkatte som trives fint. De er ikke rigtigt tamme, men de fleste fodrer dem, og holder øje med dem, så de mangler ikke noget. Folk ved efterhånden hvem hinanden er, men vi passer os selv, og hilser højst på hinanden. Her lever alle slags mennesker i fuld fordragelighed, uden nogen form for "parcelhus-nykker". Jeg elsker det!
MEN nu har naboen altså anskaffet sig et vindspil, som hænger i et træ i haven. Dette vindspil klingrer 24 timer i døgnet, og jeg kan høre det uanset hvor jeg befinder mig, ude som inde. Alle som bor her kan høre det, og jeg vil gætte på at ca. 100 mennesker "nyder godt af" disse afstressende toner.
Nu har jeg intet imod vindspil i almindelighed, eller mennesker som "holder" vindspil, men jeg vil bare gerne have lov til selv at vælge..!
Og hvad gør jeg så??? Svaret er: Ingenting!
Jeg VIL IKKE pege fingre! Det er netop derfor jeg elsker at bo her. Fordi man kan være sig selv, og ikke skal indordne sig efter gadens normer. (Og hvis jeg endelig skulle pege fingre ad naboen, så var det nok mere åbenlyst at pege af deres bordel-virksomhed, men det er en helt anden historie...)

Toblerone

Er gået i lag med en pakke Toblerone. Og det er altså ikke Toblerone, som jeg husker det fra min uskyldige barndom. Det her er Toblerone XXL, men der er intet på pakken der indikerer, at det skulle være en super size. Jeg ved ikke om Toblerone bare ser sådan ud idag, men hvert stykke er lidt en kamp at komme igennem. Nogen ville nok mene, at jeg da bare kan lade Toblerone være Toblerone, og tage mig et æble istedetfor. Men Nej! Sådan er jeg desværre ikke skruet sammen..! Jeg har det ligesom nogle mennesker med autisme: Alt skal tømmes!! Koste hvad det vil! Om det giver kvalme og diarré, der er ingen vej udenom! Jeg har nogle gange måttet plage min mand til at spise resten af slikket, fordi jeg selv var ved at sprække. Og det er ikke nok, at han siger, at han spiser det senere.. Det skal være NU! Mens jeg ser på! Så jeg véd at det er væk. Og endnu mere ulogisk er det, at jeg ofte køber slik! Jeg veeed jo godt hvordan det ender, for det er næsten en umulighed at købe en lille pose slik idag (især for mig). Alt er efterhånden Big Size, og så har vi balladen igen... Og lige nu er jeg altså alene hjemme med en kæmpe pakke Toblerone......

Hvad sagde du???

Forleden kom jeg trillende ned over torvet med Frederik i klapvognen. To drenge på ca. 8-10 år kom cyklende hen imod mig. Den ene stoppede op og spurgte, om jeg ikke havde noget han kunne få. "WHAT??", tænkte jeg, og svarede at det havde jeg altså ikke... Så sagde han Gud-hjælpe-mig: "Har du ikke nogle penge jeg kan få?" Jeg blev så paf, at jeg kun lige fik mumlet noget med, at det havde jeg ikke... Sådan en snothvalp! Går og tigger penge! Og denne dreng så aldeles ikke ud til at mangle noget! Han havde en rigtig fin cykel, smart tøj og så ellers velsoigneret og ordenlig ud. For satan da... Ærgeligt at jeg blev så paf, for jeg ville gerne havde taget en snak med ham om, hvad det egentligt var han gik og lavede, og om hans forældre vidste det!!?! Hold op hvor ville jeg blive sur og pinlig, hvis jeg opdagede at mine børn gik rundt og tiggede penge af fremmede!!!