Der er intet der er så skidt...

Min mormor på 75 har været noget så uheldig (og en lille smule overmodig), og har i den forbindelse brækket sit lårben. Hun er normalt en meget frisk og rørig dame, så bruddet er ikke aldersbetinget, blot resultatet af en dum hændelse, som i princippet kunne være sket for hvem som helst.
Hun har været indlagt i en uge, og fik endelig lov til at komme hjem i sidste weekend. Hun har fået indopereret en skinne i benet, og hun må ikke støtte på det i 6 uger! Vi var at besøge hende hjemme, den dag hun kom hjem. Hun virkede heldigvis frisk og ved godt mod, alt taget i betragtning.
Min morfar var derimod anderledes, end han plejer at være. Han plejer at virke meget gammel, nedslidt og sygdomspræget. Han taler normalt ikke om meget andet end sine sygdomsforløb, og han kan godt virke depressiv. Dette er meget forståeligt, da han faktisk døjer med en masse trælse ting, men for os andre kan det godt blive lidt trættende i længden. Men nu virkede han pludselig mere frisk og stærk, end jeg længe har set ham! Det var dejligt, og ret interessant, at opleve.

Jeg har en idé om, at mennesker i et parforhold, eller andet partnerskab eller team, har et indbyrdes forhold, som gør, at den ene tager over når den anden er sårbar. Altså kan de begge to ikke være svage på samme tid. Den ene må holde den anden oppe, så længe vedkommende har brug for det, og denne balance er evigt vekslende. Hvis ikke balancen veksler, så er forholdet ikke jævnbyrdigt. I min mormor og morfars tilfælde har min mormor længe været den stærke i forholdet, men med ét var min morfar nødt til at overtage den stærke rolle, og det tror jeg faktisk er rigtigt sundt for ham!

Min mormor skal nok blive frisk igen, men jeg er spændt på at se hvordan det kommer til at gå for min morfar i den kommende tid. Måske falder han bare tilbage i sin gamle, svage, sygdomsramte identitet, men måske (og forhåbentligt) finder han en ny stærk identitet. Min mormor skal jo have genoptrænet benet, og har derfor brug for støtte i mere end de 6 uger. Måske kan det ligefrem have en positiv effekt for min morfars heling af syn , hørelse, fødder og hvad han ellers døjer med. Psyken og fysikken hænger jo unægteligt sammen, og man heler bedre, hvis man er i psykisk balance. Sååå... Der er intet der er så skidt, at det ikke er godt for noget.. ;-)