Selvstændighedsalderen

Puha... Jeg er ikke stolt af at sige det, men idag var det faktisk lidt en befrielse at kunne aflevere Frederik i børnehaven. Jeg har normalt ikke problemer med at aflevere ham, eller at undvære ham mens han er væk, men jeg har heller aldrig før syntes at det var befriende at få fred for ham. Han er helt tydeligt kommet i den såkaldte "selvstændighedsalder". Den der førhen (mere sigende) blev kaldt "trodsealderen". Ved det mindste krav eller den midste afvisning, eller hvis noget bare driller, så kaster han sig i gulvet og skriger som en gal! Wow... Hvad blev der lige af mit rolige, afbalancerede barn????
Jeg har læst en ret interessant artikel om denne alder. Det forholder sig sådan, at barnets mellemhjerne endnu ikke er udviklet, hvilket betyder, at han ikke har noget "filter". Når han vil/ikke vil noget, så er det her og nu, og han reagerer promte og med fuld styrke. Man kan på ingen måde forklare, at han f.eks. skal vente til i eftermiddag. Det er selvfølgelig også lidt sjovt, og så længe man kan se på det på den måde, så skal det nok gå. Jeg synes selv at jeg er meget tålmodig og overbærende, men jeg har også en grænse, og så bliver jeg sgu irriteret på ham, og kommer til at skælde ud. Det har jeg det selv skidt med, men jeg synes jeg holder mig på et acceptabelt niveau - trods alt.
Ellers synes jeg han har en rigtig charmerende og dejlig alder i øjeblikket. Når han ikke har sine hysteri-anfald, så er han bare så sød, glad og betænksom. Det er så bare det jeg skal huske, når han ligger skrigende på gulvet fordi han først må få rosiner i eftermiddag.. ;-)