onsdag den 13. januar 2010

Revidering....

Jeg er lidt underlig til mode her til aften. Vi kom til at diskutere muligheden for at flytte tilbage til det område, vi oprindeligt kommer fra, og hvor vores familier bor. Jeg har aldrig haft lyst til at bo der, så jeg afviste det pr. automatik, da Jørgen nævnte det her til aften. Men så kom vi til at tale om fordelene ved det, og nu er jeg ret splittet. Faktisk er jeg rigtig glad for at bo her i Fredericia, og efter at have boet her i 4½ år, er jeg begyndt at føle mig hjemme her. Når jeg går nede i byen hilser jeg ofte på mange forskellige mennesker. Til sommer er det 10 år siden jeg flyttede fra min barndomsby, og siden har jeg boet i Odder, Århus, Aalborg, Vojens og Fredericia. Da vi flyttede hertil var det med et ønske om at "slå rødder" her. Vi var trætte af at flytte fra by til by. Derfor valgte vi en by, som ligger strategisk godt placeret; i centrum af Trekantsområdet, og med 1 times kørsel til familien. Vi er blevet rigtigt glade for byen og dens omgivelser, og har egentligt ikke lyst til at flytte. Alligevel er der noget der nærmest skriger i mig, for at gøre det. Det handler om at styrke børnenes forhold til deres familier, og her tænker jeg mest på Frederik, da det jo ikke betyder så meget for Sebastian lige i øjeblikket. Frederik snakker meget om sin familie, og faktisk tror jeg at han ofte savner dem. Jeg ønsker at de begge skal have et nært tilhørsforhold til deres familie, og ikke føle sig som outsidere (som jeg selv på en måde gør det). Det vil også give nogle fordele ift. børnepasning, men jeg tror nu ikke vi vil benytte os så voldsomt meget af det, for vi vil helst klare os selv mest muligt. Vi beder sjældent om hjælp fra andre, og vi har også mest lyst til at passe os selv. Det er bl.a. også derfor vi altid har været så glade for den geografiske "buffer", som gør at vi ikke bliver overrendt af/overrender vores familie. Og hvis vi flytter skal vi til at starte forfra igen igen... Det orker vi næsten ikke... For selvom vi oprindeligt kommer fra området, så er det jo mange år siden vi sidst har boet der, og vores liv er jo helt og aldeles anderledes nu, end det var dengang. Hvis vi vælger at gøre det skal det egentligt være snarest. Senest lige før Frederik skal starte i skole - ihvertfald ikke efter... Jeg ved det ikke.... Jeg er splittet......

Ingen kommentarer:

Send en kommentar