Street smart!?

Jeg føler mig egentlig ikke særlig smart - altså på den fashionistiske måde - når jeg sådan kommer trillende gennem byen. Hver dag cykler jeg jo de ialt 10 km. til og fra/til og fra Frederiks børnehave. Det foregår på min dejlige ladcykel. Ombord har jeg lille Sebastian liggende i liften, med insektnet og regnslag omkring, og fastspændt med 4 seler i bunden af vognen. Derudover har jeg Frederik siddende, fastspændt, med cykelhjelm og refleksvest. Jeg har to forlygter og to baglygter, som stort set altid er tændt - med blink - da det altid er mørkt eller gråt når vi kører. Jeg selv er udstyret med pink refleksvest (i et forsøg på at se bare en smule feminin ud) og en cykelhjelm forklædt som kasket. Der er ihvertfald ikke sparet på noget, rent sikkerhedsmæssigt.
Jeg har aldrig før bekymret mig noget særligt om sikkerhed. Jeg har aldrig før kørt med hjelm, og det der med lygter har jeg heller aldrig gået så forfærdeligt meget op i. Når man er ung er man jo frygtløs og udødelig. Dét er bare én af de ting, som ændrer sig drastisk, når man får børn. NU kører jeg jo rundt (som blød trafikant, vel at mærke) med mine to små børn! Mine guldklumper! Mit kæreste eje! Og så er det sørme en helt anden sag!! Nu er det dødsens vigtigt at vi bliver set. Først og fremmest er det børnenes sikkerhed der tæller, men jeg er også nødt til at tænke på min egen sikkerhed - for deres skyld. Det vil jo være en katastrofe, hvis der sker mig noget. Hvis jeg dør, er der to små børn der mister deres mor!!! Så derfor må jeg også passe på mig selv. Og det gør jeg så!
Men nej, jeg føler mig ærligt talt ikke særlig smart, når jeg sådan kommer trillende dér, med lys og blink og det hele - og så alligevel... Alligevel føler jeg mig ret så smart - altså på den fornuftige og ansvarlige måde, når jeg sådan kommer trillende dér, med lys og blink og det hele....